MARIAS HJERTE.
DEN HELLIGE FAMILIES LIV OG TID
"JEG ER"
FORORD TIL »MARIA'S HJERTE. DEN GUDDOMMELIGE HISTORIE OM JESUS KRISTUS«
I de dage var der feststemning i Paris. Det var 200-årsdagen for Den Franske Revolution, år 1989. Jeg var netop fyldt 33 år.
Pladsen ved Saint-Jacques-tårnet, alment kendt som Châtelet-haven, var i disse dage mit yndlingssted. Himlen strålede i sin smukkeste sommerfarve. Den 14. juli 1989, mens jeg betragtede dens perfekte blå farve, kom Ånden til mig. Hvem var Napoleon? Hvem var Karl den Store? Hvilken mand, født af en kvinde, kan prale af at have skabt en uovervindelig civilisation, der gennem to årtusinder, århundrede efter århundrede, er blevet angrebet af verden, helvede og døden? Hvad er Napoleons bedrifter i forhold til Jesu Kristi værk? Og alligevel forblev Jesus Kristus »den ukendte«.
»Jeg vil skrive Din historie: DEN GUDDOMMELIGE HISTORIE OM JESUS KRISTUS«. Det var min sjæls svar. »Verden vil kende Dig, som jeg kender Dig, min Fader, som er i himlene.«
Den nat udstrakte Ånden sin hånd over mig, og jeg sov i Vores Frue af Paris’ arme. Ved daggry rejste vinden sig, løftede mig op i sine arme og satte mig ned i mine forældres hjem. Jeg lukkede mig inde på det offentlige bibliotek og begyndte at sluke bøger. Kristendommens historie, reformationens historie, Europas historie, verdenshistorien, videnskab og filosofi, teologi og psykologi, essays og encyklopædier. Ved årets udgang ønskede mine hænder at give det første manuskript form. Jeg havde brug for et sted langt væk fra alt, al tid i verden til at give liv til DEN GUDDOMMELIGE HISTORIE OM JESUS KRISTUS.
Åndens vind rejste sig igen og førte mig til London.
I løbet af vinteren 1990 og foråret 1991 fyldte jeg mellem 800 og 900 sider i det første manuskript til DEN GUDDOMMELIGE HISTORIE. Min Fader, som er i himlene, syntes ikke at være så tilfreds som jeg. Jeg ødelagde det første manuskript og begav mig mod Jerusalem.
Jeg krydsede Europa i lyset af en strålende stjerne og fløj over Det Store Hav på vingerne af en sølvdue.
På bunden af Det Store Hav lyser et tårn ved daggry som verdens stærkeste fyrtårn. Haifa. Det Hellige Land.
Fra Haifa tog jeg videre til Nazareth. Jeg besøgte Bebudelsestemplet. Efter et kort ophold i Tel Aviv fortsatte jeg mod Den Hellige By.
Da jeg nåede Jerusalem, var byen i krigsberedskab. Irak havde netop invaderet Kuwait. Det var året 1991. Den nye islamiske helts antizionistiske retorik, der udnyttede den muslimske verdens universelle had mod jøderne som et bindeled til at forene alle fundamentalister i den arabiske verden bag sin sag, krævede – ifølge israelske paramilitære aviser – brug af atomvåben, især neutronbomben, mod enhver invasion af Israels grænser.
Jeg bosatte mig i Den Gamle By, inden for murene i det hellige Jerusalem. Samlivet mellem israelere og arabere var lige så normalt, som det plejer at være blandt fredelige borgere. Spændingen kunne mærkes på strækningen mellem Jerusalem og Betlehem. Jeg var ikke i Israel for at dømme nogen; jeg var kommet for at mærke det land, hvor Guds Søn kom til verden. Bevæget af Ånden, ligesom vinden river de døde blade af et træ, rystede min Fader i himlen den vildfarelse af mine hænder, som jeg havde givet plads til. Fri for verdens vildfarelser steg jeg op på vingerne af den Sølvduve og sejlede over det Store Havs vande tilbage til London.
Jeg lejede et atelier i Finsbury Park. Jeg lukkede døren og satte mig ned, fast besluttet på ikke at forlade atelieret, før jeg havde færdiggjort den HISTORIE, som jeg havde jaget efter de seneste år.
I nærheden af British Museum opdagede jeg antikvariatbutikker. Jeg forvandlede mit atelier til en tidsrejse ned i dybet af Menneskesønnens sind. Der var en dør, som ingen nogensinde havde passeret, og som jeg måtte gå igennem.
Dette skete den nat i november 1994. En uovervindelig drøm greb mig. Ved daggry åbnede jeg øjnene. Den dør, jeg havde ventet på, stod åben. Jeg trådte ind og så. Ligesom en mor åbner sit hjerte for et barn, åbnede min Faders Moder, som er i himlen, sit hjerte for mig. Uden at vide det havde jeg i alle disse år løbet efter den skat, som Moderen havde taget med sig til himlen, den skat, som Maria »bevarede i sit hjerte«
Hvordan Maria mødte Josef, hvem Zakarias og Elisabet var, hvem Jesu berømte brødre og søstre egentlig var. Alt, absolut alt – hun vidste alt om sin Søn. Hvem kender bedre end ens egen mor, hvem ens søn, far, ægtemand, familie og historie er? Denne Mors hjerte var det smykkeskrin, hvor Maria havde opbevaret al denne viden, som jeg i dag, et Guds barn fra Kristi hus, ved Guds vilje åbner for hele verden.
Det, som jeg, Cristo Raúl, så i Moderens hjerte, er det, I vil læse i det følgende.
|